tirsdag den 8. februar 2011

Indkøbte bøger i januar 2011 - især til AT-synopsis for 3. g

Følgende bøger er indkøbt beregnet på AT-opgaven i 3. g med selviscenesættelse og/eller overvågning og ny teknologi:

Ret, privatliv og teknologi / Peter Blume & Janne Rothmar Herrmann. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2. udg. 2010.

Bogens indeholder kapitler om privatlivets fred, borgerlige rettigheder, retssikkerhed, overvågning, registrering og bioteknologi ud fra et juridisk, retsligt perspektiv.
Under overskriften, Det åbne menneske behandles spørgsmål vedrørende privatliv i forhold til de nye sociale netværk som arto, facebook og dating.
I kapitlet, Det offentliggjorte menneske er der artikler i forhold til selviscenesættelse gennem reality-tv og de 15 minutters berømthed.
Problemer ved Dna-registrering og genetiske oplysninger bliver indgående beskrevet og
sluttelig er der et kapitel om problematikker ved overvågning i det offentlige rum, ved kriminalitet, på arbejdspladsen.
Indfaldsvinklen er det lovgivningsmæssige og de retslige regler for det private eller personlige.
Bogen er ment som en lærebog for jurastuderende på bachelor-niveau, men kan læses af alle.

Bogens tema rammer lige AT-opgavens essentielle emner.

De overvågede : debatbog om privacy og løsningsmodeller / Red. Henning Mortensen et. al. Books on Demand, 2009.

Bogen, der er redigeret af Forbrugerbladet Tænk og brancheforeningen DI ITEK under DI, beskriver den øgede overvågning og registrering af danskerne siden angrebet på USA 11. september 2001.
Begrebet privacy bliver defineret som retten til privatliv i forhold til ens færden både offentligt og privat.
En af denne bogs artikler handler om Facebook og forbrugerne, og et kapitel: Big Brother eller Big Mother handler om PET, terrorpakken og og overvågning ved kommunikation på nettet og registrering af mobilopkald.
Bogen indeholder cases fra det virkelige liv flettet ind i artiklerne.
Bogens løsning på den privatretlige sikkerhed i forhold til personlige oplysninger er psedonymisering, hvor borgerens identitet er skjult.

Terrorisme og retssikkerhed : Ret og Samfund 2008 / red. Jeff Jørgensen. Frydenlund, 2008.

I ti kapitler belyses konflikten mellem borgernes sikkerhed og retssikkerhed.
I en kritisk gennemgang skildres de politiske tiltag, som skal sikre befolkningen mod terror, men ikke i fornødent omfang sikrer befolkningens rettigheder mod statens og andres overgreb.
Terroren behandles i et historisk lys og der gives et overblik over love og antiterror-pakker siden den 11. september 2001, deres konsekvenser og hvordan de forholder sig til menneske rettigheder.
Politiets brug af personlige data og overvågning og politiets forhold til menneskeretten tages op til revision.
Ret og Samfund 2008 er den anden udgivelse fra Cerepo, Center for Rets- og Politiforskning, som er en politisk uafhængig tænketank.

Se, jeg er på : om iscenesættelse, identitet og reality-shows / Helene Jansen og STefan Lock Jensen. Samfundslitteratur, 2003.

Gennem interviews med fire tidligere deltagere af reality-shows fortæller forfatterne om at bruge reality-shows til at skabe og iscenesætte sig selv.
Bogen vil beskrive hvorfor nogle mennesker i dag på flere niveauer eksponerer sig selv for andre, visuelt, kommunikativt og socialt.

Livsværk : det selvbiografiske i ny dansk litteratur / Christina Hesselholdt, Claus Christensen, Peter Jensen. Dansklærerforeningen, 2008.

Et udvalg af tekster fra de seneste 20 års danske litteratur hvor forfatternes livshistorie danner baggrund for historierne.
Tematiske, litteraturanalytiske og genremæssige problemstillinger ved arbejdet med biografisk litteratur bliver gennemgået.


Ovenstående bøger er i foråret 2011 ikke til hjemlån, da flere så kan gøre brug af dem, men I er velkomne til at sidde på biblioteket og læse dem.