fredag den 27. maj 2011

Nyheder på biblioteket, april/maj 2011

På grund af den indkøbte licens på de elektroniske databaser, som dækker biografier over verdens nulevende og afdøde bemærkelsesværdige personer, nulevende internationale forfattere, naturvidenskaberne og samtidshistorie fra 250 lande, køber jeg ikke så mange fagbøger ind til biblioteket i år. Mange facts og artikler kan findes i databaserne indenfor de ovenstående emneområder, og artiklerne er og bliver hele tiden opdateret.

De få nye bøger, jeg køber, skulle gerne dække nogle huller i bibliotekets samling, som jeg bl.a. bliver opmærksom på igennem elevernes spørgsmål på emner og igennem den kassationsrunde jeg er i gang med.

Til orientering er det nye nummer af det politiske tidsskrift Ræson kommet og kan ses på biblioteket.
Tidsskriftet udkommer hvert halve år og dette nummer indeholder artikler og analyser af "det arabiske oprør", den nationale politiske situation, magtbalancen i verden og interviews med bl.a. Bo Lidegård, Søren Pind, Søren Espersen m. fl.

Følgende bøger er købt i april/maj 2011:


Find formlen : Fysik
Find formlen : Matematik
Find formlen: Kemi


Alle tre formelsamlinger er fra Polyteknisk Forlag, 2. udg. 2010.
De er udarbejdet af studerende for studerende indenfor ingeniørfaget.


Virkemidler i reklamer, film og kunstbilleder /Jørn Ingemann Knudsen. Systime, 2010.

Forfatteren introducerer et begreb, "fremstillingskoncept", som er et værktøj, man kan bruge til at få øje på nye lag i billedet. Visuelle, auditive og lingvistiske virkemidler behandles udførligt, som de måder afsender forsøger at fange modtagerens opmærksomhed med.
Bogen henvender sig til fagene dansk og billedmedier indenfor ungdomsuddannelserne.


Unge, rusmidler og sociale netværk / Red. Mads Uffe Pedersen og Torsten Kolind. Aarhus Universitetsforlag 2010.

Bogen samler den nyeste viden fra Aarhus Universitets Center for Rusmiddelforskning om baggrunden for unges brug af rusmidler. På baggrund af interviews, deltageroberservationer og spørgeskemaer afdækker bogens artikler de komplekse sociale spil, der er mellem unge i forhold til brugen af rusmidler.