onsdag den 28. november 2012

Indkøbte bøger oktober/november 2012

Kvantemekanik : atomernes vilde verden / Klaus Mølmer. Århus Universitetsforlag, 2010.

Bogen starter med at gennemgå Newton, elektromekanikken og atomfysikken. Og ender op i tiden for fremkomsten af den nyere atomfysik med teorier af Planck, Bohr, Einstein og Heisenberg m.fl.
Den diskuterer også forholdet mellem fysik og filosofi og fortolkninger af, hvad kvantemekanikken egentlig er.
Forfatteren Klaus Mølmer, som er professor, cand. scient. og ph.d., har gjort sig umage med at forklare i et alment tilgængeligt sprog. Men kvantemekanikken er nu engang for de fleste lidt science fiction-agtig og meget svært tilgængelig forståelsesmæssig.
Bogen er illustreret med en del diagrammer, stregtegninger og  sort/hvid fotoer.
En svær, men nok indtil videre den lettest tilgængelige introduktion til et uhyre vanskeligt område af atomfysikken.

Paradokshåndtering og ritualproduktion : tro som vidensform / Lars Qvortrup. Anis, 2011.

Bogen henvender sig til læsere, der reflekterer over, hvorvidt man kan tro i det moderne eller hyperkomplekse samfund.

Dette er en omskrevet udgave af artikler, som forfatteren tidligere har publiceret forskellige steder, og de tjener her til beskrivelse af hans forskningsprojekt: Viden og vidensformer.
Forfatteren diskuterer vores viden om det, der ligger uden for vores videnshorisont, der hvor troen træder ind. Han spørger, om det moderne menneske kan tro på Gud, og om kirken kan give mennesker et sprog til denne tro?
En bog fra en engageret forfatter, der kræver meget af sin læser, da forfatteren benytter sig af et videnskabeligt sprog, men læseindsatsen belønnes.

Ondskabens filosofi / Lars Fr. H. Svendsen. 2. udg. Klim, 2012.

Her er en fremstilling af kendte teorier til forklaring af ondskabens væsen ud fra synspunktet, at ondskab ikke primært hører hjemme i teologien, knap nok i filosofien, men i et konkret moralsk og politisk felt.
Bogen indledes med afsnit om ondskabens teologi. Her præsenteres forskellige former for teodiceen,
at hvis gud er god, hvordan kan der så være ondskab i verden.
Andet afsnit er forbeholdt ondskabens antropologi, hvor vidt mennesket er godt eller ondt?
I sit forord skriver den norske forfatter, at han i bogen vil fokusere på to traditionelle forklaringer på, hvor det onde stammer fra: Mennesket bliver formet af sine omgivelser til at udføre onde handliger OG: Mennesket er frit og vælger at handle i overensstemmelse med det onde.
Bogen tager udgangspunkt i aktuelle politiske begivenheder i sin afsluttende analyse.

Alle har ret : demokrati som princip og problem /Rune Lykkeberg. Gyldendal, 2012.

Rune Lykkeberg, der er forfatter, samfundsdebattør og redaktionschef på Information, tager demokratibegrebet til debat og påviser modsætninger og dilemmaer i det moderne demokrati.
Han analyserer demokratiet som princip mellem mennesker og opfatter demokratiet som en bestræbelse på at realisere friheden i fællesskabet.
Forfatteren viser i sine argumentationer sin belæsthed ved et noteafsnit på 27 tætskrevne sider, men bogen er velskrevet og vedkommende og henvender sig til alle, der er engageret i samfundsdebatten.

Frihed /  Hans-Jørgen Schanz. Århus Universitetsforlag, 2012.

Eet langt essay om begrebet frihed set ud fra en lingvistisk synsvinkel, hvor begrebet sendes til sprogvask.
Frihed som substantiv bliver brugt i det politiske, ideologiske og også merkantile felt, men forfatteren, professor i idehistorie, skriver netop om begrebet, som det bliver benyttet i sprogspil, hvor ords betydning er noget, der opstår i kommunikationen mellem mennesker og ændres alt efter hvilken kontekst, de forekommer i. 
Som f.eks.:" Frihed forpligter" eller "Starfashion: frihed til at være den, du er".

Følgende skønlitteratur er indkøbt:

Forbrydelse og straf / Fjodor Dostojevskij. Oversat af Jan Hansen med indledning af Leif Davidsen. 3.udg. Rosinante, 2011.

Samlede digte 1991 - 2008 / Naja Marie Aidt. Gyldendal, 2009.

Samlede digte / Tove Ditlevsen. Gyldendal, 2010.

Samlede Strunge : Digte 1978 - 85 / Michael Strunge. Borgen, 2011.



onsdag den 7. november 2012

Det danske sprog på nettet

 Hvis du vil vide noget om det danske sprog eller har ord eller udtryk du ikke ved, hvad betyder, er disse tre hjemmesider essentielle for dig.

Jeg vil først gøre opmærksom på den fantastiske hjemmeside om det danske sprog:

sproget.dk

Her kan søges på alt fra grammatik til gamle ord og sprogpolitik og her er quizzer og nyheder om nyt indenfor det danske sprog.

Sproget er jo hele tiden i udvikling, men oplysninger om ordenes betydning og oprindelse ligger
på nettet inddateret fra det gamle værk: Ordsprog over det danske sprog tegn for tegn af kinesere:

ordnet.dk

Dette er en historisk ordbog som dækker ord fra 1700 til 1950.

Nyere ord skal findes i Den danske ordbog:

http://ordnet.dk/ddo

Hvad skal man snart med de trykte udgaver, når så fine værker findes på nettet.