tirsdag den 28. oktober 2014

6-bindsværket Dansk Velfærdshistorie er nu komplet

Dansk Velfærdshistorie som omfatter 6 bind dækkende Danmarks velfærdshistorie fra 1536 - 2014 er et fremragende værk, og det er nu komplet. Dog følger der en udgivelse med et emne- og personregister over det samlede værk, som vil gøre anvendeligheden større.
Værket er løbende kommet gennem årene fra 2010 og afsluttet i 2014 med sjette bind.

Det er Syddansk Universitetsforlag som er udgiver, men financieringen står Carlsbergfondet og Syddansk Universitet for.
Dansk Velfærdshistorie er redigeret af Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen og Niels Finn Christiansen.

Værket indeholder en omfattende gennemgang af socialpolitik og -lovgivningsarbejde gennem tiderne. Hvert bind afsluttes med en sammenfatning og perspektivering for den bearbejdede periode, en fortegnelse over periodens ministerier, referencer, illustrationsliste og personregister.



Bind 1 som udkom i 2010 har undertitlen: Frem mod socialhjælpsstaten og dækker perioden 1536 - 1898. Første bind af Dansk Velfærdshistorie indledes med et kapitel om periodens idestrømninger efterfulgt af et afsnit om danske samfundsforhold forud for slutningen af 1800-tallet.

Dansk fattiglovgivning indtil 1803 og fra 1803 til 1891 behandles i de næste to kapitler. Alderdomsforsørgelse, sygeforsikring og ulykkesforsikringens tilblivelse følger.

Bind 2 med titlen: Mellem skøn og ret dækker velfærdshistorien 1898 - 1933.
Andet bind er emnemæssigt bygge op som bind 1 med indledende afsnit om periodens samfundsforhold og socialpolitiske idelandskab.
Herefter behandles områderne fattiglov, alderdomsforsørgelse, sygeforsikring, ulykkesforsikring, arbejdsløshedsforsikring, invalideforsikring.
Kapitel 9 omhandler Børnesagen og dansk familiepolitik som først blev profileret i starten af det 20. århundrede.

De efterfølgende bind følger det samme emnemæssige skelet, der er beskrevet i afsnittet om bind 2.

Bind 3 har titlen: Velfærdsstaten i støbeskeen i perioden 1933 - 1956.

Bind 4 har titlen: Velfærdsstatens storhedstid i perioden 1956 - 1973.  Her er to nye kapitler om enkepension og immigrations- og integrationspolitik.

Bind 5 har titlen: Velfærdsstaten i tidehverv i perioden 1973 - 1993. Bindet indeholder de samme kapitler som de foregående bind suppleret med det nye fænomen: Efterløn.

Bind 6,1 og bind 6,2 med titlen: Hvor glider vi hen dækker perioden 1993 - 2014. Svarer i opbygning til de foregående bind.

Når emneregistret udkommer, forhåbentlig her i 2014 bliver det lettere at dykke ned i specifikke områder, men som værket er bygget op vil man på tværs af bindene kunne undersøge et enkelt socialpolitisk eller lovgivningsmæssigt områdes udvikling gennem tiderne.