mandag den 28. januar 2013

Kampen for det gode liv - AT 2013

Kampen for det gode liv, som er dette års metatema for AT-eksamen, kan som opgave besvares med et utal af emner indenfor alle fagkombinationer. Ressourcerummet, som er blevet udleveret ved offentliggørelsen af temaet, indeholder et væld af muligheder fra analyse af film eller reklamer til tekstnære læsninger af klassikere eller historiske epoker eller samfundsforhold for dannelsen af det gode liv. Indenfor naturvidenskaberne er der også mange emner, som kan indeholdes i det overordnede tema, bioteknologi, idræt eller sundhed.

 Som indgangsvinkel til dette tema vil jeg anbefale at læse en gennemgang af filosofien bag det gode liv.

Ifølge Den Store Danske Encyklopædi er det gode liv enten det nydelsesrige liv eller det liv, der leves efter fornuftens eller etikkens forskrifter, og som dermed er lykkeligt. De fire græske dyder, som skal efterleves er visdom, retfærdighed, udholdenhed (mod) og selvbeherskelse, ifølge Platon.

Sådanne definitioner stammer fra det antikke grækenland med filosoffer som Epikur og Aristoteles.

Senere tiders filosoffer har beskæftiget sig med det gode liv og et godt udgangspunkt for at få et overblik over begrebet, det gode liv er at læse afsnittet om Lykke i Den Store Danske Encyklopædi.

Her henvises til andre termer som det gode, trivsel, livskvalitet, velfærd, frihed, som du kan søge videre i og blive inspireret til et emne eller en synsvinkel på dit emne.

Da temaet har så brede rammer har jeg her nogle forslag til bøger,som dækker enkelte emner, og  som vil være udstillet på biblioteket til udlån:

Det gode liv / Niels Skovgaard. Systime, 2009. (kilder, livsanskuelse, livsfilosofi)

Kend dig selv : et Platon-udvalg. Gyldendal uddannelse. 2000 (kilder)

Breve fra Seneca. Klassikerforeningens Kildehæfter (kilder)

Det gode liv - mere end dig selv/ Niels Jakob Harbo, red. Philosophia, 2004.

Jeg vil bestemme - en bog om det gode liv/ Eva Tverskov, Niels Hoffmeyer, Birthe Jakobsen, 2000. (Psykologi)

Taler der forandrede verden / Mark Hawkins-dady red. Sohn, 2011.

Om revolution / Hannah Ahrendt. Klim 2012

Islam og muslimer i Danmark : religion, identitet og sikkerhed efter 11. september 2001. Museum Tusculanum, 2011. (Migration og Integration, Kbh. bd.2)

Religion, kultur og integration : Vietnameserne i Danmark/ Jørgen Borup. Museum Tusculanum, 2011. (Migration og Integration, Kbh. bd. 3)

Grundbog i idrætssociologi / Lone Friis Thing red. Munksgaard, 2011.

Bioteknologi - en basisbog / Gunnar Søgaard Jensen red. Systime, 2011

Bioteknologi - en temabog / Peter K. Gasbjerg red. Systime, 2011

Frihed - roman/  Jonathan Franzen. Gyldendal, 2011.

Zornig - vrede er mit mellemnavn / Lisbeth Zornig Andersen. Gyldendal, 2011.

Ovenstående er nyindkøbte bøger. Jeg udstiller også ældre bøger, som kan have relevans.

Biblioteket har en del teori og metodebøger om videnskabsteori og f.eks. diskursanalyse - kom og se.

Bøgerne vil være udstillet fra uge 6.
Skulle du have et spørgsmål om en bog, vi ikke har på biblioteket, kan du opfordre mig til at købe den.


fredag den 11. januar 2013

Status for biblioteket, 2012

I første kvartal af 2012 blev biblioteket, B207 sat i stand og indrettet med ny møbler, sofaer og studiepladser. Der blev installeret 6 Imac's, een pc blev stående, og i de øvrige 4 båse er der plads til at sidde og arbejde med sin egen bærbare eller læse og tage notater.
Biblioteket fremstår nu moderne og indbydende og mange elever finder vej herhen enten for gruppearbejde eller for at sidde og fordybe sig i løsning af opgaver.

Et forhold som forrige års elever var interesserede i skulle gøre sig gældende i det nye bibliotek: Ro til at sidde og arbejde, retter dette års elever sig ikke efter. Det var meningen at Loungen skulle bruges til de mere urolige samarbejdsformer, hvor samtale er nødvendig, og Biblioteket skulle være stillezone.
Men det lader til at flere arbejdsformer forekommer begge steder. Der er ikke direkte blevet udtrykt ønske om mere ro på biblioteket.
Hvis dette er tilfældet, håber jeg, at blive informeret om det.

Sommeren 2012 var også tidspunkt for ibrugtagelse af et nyt bibliotekssystem: Reindex.
Alle elever og lærere er registreret med cpr nr og kan logge sig ind og låne ved selvbetjening, ved at indtaste materialets stregkodenummer i udlån.
Reindex har gjort det lettere for mig at registrere alle udlån og hjemkalde via email, så der nu er mere styr på, hvilke materialer, der er udlånt.

Det er også muligt at lave statistik på udlån i Reindex, men da det kun tæller for det halve år systemet har været i brug, mangler der nogle tal.
Udlånet af fysiske materialer ser dog ud til at være som sidste år, anslået omkring en 500 eksemplarer udlånt.

I forbindelse med DHO, SRO og SRP har jeg formidlet adgang til de elektroniske licensbelagte databaser, som skolen abonnerer på og især Science Ressource Center og Biography Ressource Center -baserne har der været interesse for.

Jeg har gentegnet abonnement på databaserne for 2013.

Ellers vil jeg ønske alle læsere af denne blog et godt nytår og håber at se mange af jer her på biblioteket.